Anmeldelse: ‘Slow Horses’ sæson 3 holder niveauet og leverer actionfyldt spiondrama

De gamle heste kan stadig her i tredje ombæring af Slow Horses. En serie, der er lykkedes med at score 95 og 100 % på Rotten Tomatoes i sine første to sæsoner, hvilket naturligvis øger presset for at præstere her i sæson tre. Et pres, serien helt holder til. Blandt andet ved at justere diskret på små knapper.

Tigre på spring

Serien er baseret på Mike Herrons bøger, og den nye sæson tager udgangspunkt i Herrons tredje roman i serien. Den, der hedder Real Tigers. Hvem de rigtige tigere i efterretningsverdenen er, får man rig mulighed til at spekulere over i plottet, på flere planer.

Som altid er udgangspunktet en lille, næsten aflagt spionenhed, der hos MI5 er døbt ‘Slough House’. Et sted, hvor gamle, udtjente heste bliver sendt hen for at blive slagtet. Gamle er de ikke nødvendigvis allesammen, men alle efterretningsagenterne i afdelingen har fejlet eller bragt sig selv i unåde på den ene eller anden måde.

I første sæson så vi bl.a. hvordan det unge hot shot, River Cartwright (Jack Lowden) blev overivrig i en øvelse og som straf blev sendt til ‘Slough House’ og Jackson Lamb.

Bøvsende helt

Jackson Lamb er et kapitel for sig. Både i serien og i Gary Oldmans præstation. I spionverdenen er han en legende, og i Oldmans skikkelse er han en fornøjelse, som Oldman selv også virker til at have meget morskab af at bringe til live.

Uvasket, uhygiejnisk, ildelugtende, pruttende, bøvsende og evigt ædende er Lamb en meget anderledes britisk spion end den klassiske velklædte, der kommer ind fra kulden. Og nogen rar chef er han heller ikke, for slagtehestene bliver konstant svinet til for uduelighed og dovenskab.

Kvindekamp

Alligevel får både Lamb og hans agenter altid rodet sig ud i hæsblæsende sager. Her i tredje sæson bliver en af deres egne, Lambs sekretær, Catherine Standish, kidnappet. Efter en åbning, med nogle helt andre agenter, i Istanbul, der er en Bond-film værdig.

Hvordan de ting hænger sammen, må man se serien for at finde ud af, men samtidig kører der en større fortællebue om en intern magtkamp mellem Forsvarsministeriet og MI5, hvor opponenterne Diana Tavener (Kristin Scott Thomas) og Ingrid Tearney (Sophie Okonedo) er i gang med et konspiratorisk skakspil. Et spil, hvor Slough House er en brik i.

Sjove bikarakterer

Nu har jeg rost Jackson Lamb-karaktererne og Gary Oldman til skyerne, men der er selvfølgelig grænser for, hvor meget en serie kan trække på én figur. Det ved seriefolkene bag Slow Horses godt, og derfor har de justeret diskret på knapperne.

I sæson to fik Lamb lov til at fylde rigtig meget, men i tredje sæson kommer nogle af de andre karakterer mere frem i lyset. Det er en god afveksling, så man ikke bliver overmættet. En af dem er den slibrige, men dygtige computernørd, Roddy Ho (ja, det hedder han faktisk), spillet af Christopher Chung. Og en anden er Aimee-Ffion Edwards som den hårdtsparkende, kokainsniffende Shirley. De viser, at Slow Horses har meget andet at byde på end Jackson Lamb.

Det kan kun gå for langsomt

For en tredje sæson er det ret imponerende, at serien kan holde niveau. Det kan næsten ikke undgås, at rutinen lurer lige om hjørnet, men de langsomme heste gør alt for, at den ikke kører i tomgang.

På den måde er serien stadig fremragende, karakterdreven spionunderholdning, og det kan kun gå for langsomt med den fjerde sæson, der allerede er i produktion.