Anmeldelse: Fjerde sæson af ’Minkavlerne’ giver en lussing til hyklerne

Familien Christiansen, den tossede minkavlerfamilie fra Nordjylland, er tilbage i en fjerde sæson af den populære TV 2-serie, og de fem familiemedlemmer agerer præcis, som vi kender dem. Moren (Kirsten Lehfeldt) er uduelig, faren (Niels Hausgaard) er stædig, bror Jakob (Ruben Søltoft) er heldig, bror Martin (Kasper Gross) er uheldig, og Allan (Jonas Mogensen) gør stadig dumme ting.

Med andre ord har ingenting ændret sig på minkfarmen, bortset lige fra den detalje, at der pludselig ingen mink er. For da heldet endelig så ud til at være med familien Christiansen i slutningen af tredje sæson, skulle regeringen og corona-virussen jo nok sætte en stopper for det håb. Fjerde sæson åbner derfor med regeringens krigserklæring, far Nillers eget ord, om, at alle mink skal aflives.

Allan, Martin og René opstiller efter farens ordrer en barrikade, men så let som ingenting lykkes det alligevel journalister, kamerafolk, politiet og plastikklædte minkdræbere at invadere farmen og dermed gøre familien minkløse på direkte tv.

Så vigtig er minkfarmen jo heller ikke!

Men der er nu ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget, for alle minkavlere, der accepterer krigserklæringen, får en erstatning, og familien Christiansens lyder på hele 25 millioner danske kroner, fortæller bankdirektøren. En sum, der er så stor, at havde vi set far Niller i nærbillede, ville vi kunne se fråden omkring hans mund.

Og herefter begynder hykleriet!

Niller og hans hund, sønnen Martin, ændrer omgående strategi, for selvom de som udgangspunkt så sig helt slået ud over regeringens krigserklæring og ødelæggelse af det erhverv, de brænder for og lever af, ja, så er der jo ikke noget som 25 millioner, der lige kan lægge en dæmper på de følelser og få de to mænd til at ændre mening. Det skal da ikke komme an på det da.

Og netop hykleriet viser sig som et tema i denne sæson, for det er ikke kun Niller og Martin, der vender på en tallerken, når der er guld i sigte. Også Jakob, der ellers meldte sig ud af familien på direkte tv, vil nu gerne være en del af familien igen for at få del i erstatningen. Og mor Gerda, der siden Jakobs udmeldelse har udvist ret så aggressiv adfærd over Jakob, øjner pludselig en mulighed for at få Jakob til arrangere en surprisefest for en del af pengene, så hun og Niller kan ryste stemplet som den tossede familie af sig og i stedet blive betragtet som en af de populære.

En lussing til alle hyklere

En higen efter popularitet besidder også de to brødre, Allan og Martin, for straks guldkortet ender i deres hænder, giver Allan omgange på det lokale værtshus for at få en kvinde med hjem, og Martin sætter gang i en totalrenovering af sin kærestes hus for at råde bod på de fejl, han tidligere har begået, men alt går selvfølgelig galt.

Og det skal det gøre i Minkavlerne. Det ved vi seere godt, og det er en del af seriens DNA. Men Minkavlerne er mere end bare god komik. I denne fjerde sæson prikker sæsonens forfatter, Kasper Gross (som også spiller Martin), til den hykler, der bor i os alle sammen og ikke kun i dem, der lever på kanten af loven.

Den hykler, der bl.a. viste sig, da vi alle var åh så knyttet til vores job, at vi ville miste vores identitet, hvis vi ikke havde mulighed for at passe det, men som vi ikke tøvede et sekund med at droppe, hvis hjælpepakken var stor nok.

Eller den hykler, der viste sig, da vi alle var åh så bange for at ødelægge folkesundheden, at vi lod os vaccinere, teste og indespærre i vores egen boble, men som vi var fløjtende ligeglade med, hvis mundbindet kostede os en hyggelig stund.

Lussingen klapper lige så hårdt som en folkemængde på Slotsgården foran præsident Zelenskyj, men desværre kommer den lussing alt for sent. Corona-pandemien føles allerede som en fjern fortid, og de dilemmaer og akavede situationer, som den affødte, og som denne sæson baserer sin handling på, er desværre længe glemt, og vi er alle videre til næste katastrofe.

Bedre end ’Agent’

Sæsonen oser, ligesom resten af serien, af kærlighed til de skæve eksistenser, der jo i bund og grund minder om de fleste danskere. Og til at spille dem har den et hold skuespillere, der endnu en gang formår at gøre hinanden troværdige, elskværdige og hamrende sjove. Særligt kemien mellem de to brødre er om end muligt endnu stærkere i denne sæson.

Nogle replikker falder desværre til jorden, fordi der forsøges for hårdt på at være sjov, men Minkavlerne er som samlet hele stadig en af de sjoveste danske serier i nyere tid. F.eks. når Kirsten Lehfeldt tørt serverer replikken ”Det skulle du have tænkt på, før du stak snablen ind i én fra Fødevarestyrelsen”.

Hvis jeg skulle vælge mellem en Nikolaj Lie Kaas’ navlepillende Agent og Gross’ samfundsrævsende Minkavlerne, ved jeg i hvert fald godt, hvad jeg ville vælge.