Anmeldelse: ’Fellow Travelers’ er årets kærlighedshistorie

Det starter med et blik på tværs af en bar.

Det er sådan, de store kærlighedshistorier ofte begynder. Et tilfældigt blik, hvor øjnene mødes. Fra da er deres skæbner beseglet. De ved det bare ikke endnu.

Hawkins ’Hawk’ Fuller (Matt Bomer fra bl.a. Magic Mike og White Collar) er en tidligere krigsveteran og nu en durkdreven politisk medarbejder i Washington. Til en valgfest i 1952, står han og skal til at bestille en drink i baren. Skråt overfor ser han en fyr med briller febrilsk prøve at fange bartenderens opmærksomhed. Tim Laughlin (Jonathan Bailey fra Bridgerton) er just kommet til byen og leder efter arbejde, blåøjet og idealistisk. Han er typen, der stadig bestiller et glas mælk i baren.

Hawk finder tydeligvis både det og ham cute. Ikke desto mindre er det start 1950'erne, og homoseksualitet er bestemt ikke noget, man skilter med i USA.

Den slags gør man i smug. Enten ved at hook-up med tilfældige trækkerdrenge, som hænger ud ved bestemte offentlige toiletter, eller frekventerer nogle af de barer, som er mere skjulte end smuglerkroer, da alkoholforbuddet var på sit højeste i USA.

Der går ikke lang tid, før de to ender i kanen sammen. Og der bliver knaldet igennem i miniserien Fellow Travelers. Vi ser ikke penetration og stiv penis, men der bliver på ingen måde langt fingre imellem i forhold til, hvordan rollefordelingen er. Hawk er dominerende og Tim submissiv i sengen, og det er da også dynamikken i deres forhold i starten – alfahannen, der passer på sin mage.

Og det er starten på en flere årtier lang romance i Fellow Travelers, hvor kærlighed og homoseksuelle rettigheder bliver udforsket, mens virkeligheden bumler videre i baggrunden. Helt op til aids-apokalypsen, der truer en hel kultur på dens eksistens.

Hed kærlighed i det skjulte

De otte afsnit i miniserien veksler mellem to spor. Et spor i slutningen af 1980'erne, hvor de to aldrende elskende bliver genforenet efter flere år fra hinanden. Hawk er gift, bedstefar og har netop fået en lukrativ diplomatstilling i Italien.

Men da han hører, at Tim er syg, tager han fluks til San Francisco for at finde ud af ved selvsyn, hvad status er.

Det andet spor starter med den aften i 1952 og fortsætter frem til 60'erne, 70'erne og 80'erne. De første afsnit holder sig meget til 50'erne og er centreret omkring McCarthy-høringerne, hvor kommunister og homoseksuelle er jaget lige vildt.

Tim er i starten inkarneret McCarthy-fan, og Hawk sørger selvfølgelig for, at han får et job hos den berygtede senator (Chris Bauer).

Vi er helt inde i maskinrummet med McCarthy og Roy Cohn (Will Brill) - den aggressive advokat og rådgiver, som senere bliver en vigtig støtte for Donald Trumps karriere i byggebranchen.

Cohn er brutal som få, nådesløs i sin jagt på kommunister og homoseksuelle – selv om han selv var en i det skjulte. Fellow Travelers udforsker elegant nogle af de rygter, der verserede heftigt omkring ham og hans assistent, David Schrine (Matt Viser).

Både Will Brill og især Chris Bauer har fået et par markante protesenæser for at ramme den rigtige fysiske lighed. Dog ikke i en grad, at det bliver (meget) distraherende.

Alle har ret til kærlighed

Serieskaber Ron Nyswaner brød igennem med manuskriptet til dramaet Philadelphia, hvor Tom Hanks vandt sin første Oscar for portrættet af den aids-syge advokat, Andrew Beckett.

Her adapterer han og de andre kreative kræfter Thomas Mallons navnkundige roman med stort overskud, hvor der sættes fokus på en række emner. Udover homoseksuelles rettigheder og USA's forhold til– læs hetz og undertrykkelse af - den del af befolkningen, kommer vi også rigtig flot omkring tidens racisme.

Journalisten Marcus (Jelani Aladdin) er en af Hawks venner og både sort og homoseksuel, hvilket muligvis er den værste kombination, man kan være på den tid. Ikke alene er han hadet af det ny-puritanske, hvide Amerika, der er heller ikke megen forståelse at hente blandt hans afroamerikanske nyhedskollegaer.

Selv om både han og Hawk har en aldrig knalde-den-samme-personattitude, falder han også for en. Drag-kunstneren Frankie (Noah J. Ricketts) rør et eller andet i Marcus, som gør, at han ikke kan give slip, selv hvis han ville.

Hvor Hawk og Tims historie er en af den slags, hvor de tydeligvis er soulmates, men altid møder udfordringer i forhold til deres kærlighed, bringer Marcus og Frankies forhold dem tættere og tættere sammen – også i forhold til at vise det til hele omverdenen.

De to hovedpersoner, knapt så meget. Hawk gifter sig, fordi det er det, omverdenen forventer, og holder p den måde rygterne væk. Konen Lucy (Allison Williams) lurer, som årene går, at hendes mand ikke altid fortæller sandheden omkring, hvad han laver, når han er udenbys.

Tim kæmper i lang tid med at forlige sin homoseksualitet med sin katolske opvækst.

Fellow Travelers bugner af den her slags dilemmaer, og hvert og et er åndeløst betagende. Ikke mindst fordi, skuespillet er i absolut verdensklasse, fremragende ledt an af Matt Bomer og Jonathan Bailey.

Det handler om kærlighed, som burde være en ret for alle mennesker, men engang, og visse steder i dag, stadig er underlagt samfundsmæssige- eller højtråbende folks restriktioner.

Måske bliver vi klogere med tiden. Der er i hvert fald ting, som har ændret sig, siden dengang i 1950'erne, hvor Hawk og Tim kiggede på hinanden på tværs af baren til en valgfest i Washington.