Anmeldelse: Netflix-serien ’Bodkin’ er den perfekte kombination af krimi, komedie og thriller

Det er meget sigende for Netflix-miniserien Bodkin, at den i løbet af de første to minutter både byder på et selvmord og en joke til at afmontere alvoren.

Graverjournalisten Dove (Siobhán Cullen) besøger en vigtig kilde til den historie, hun arbejder på. Den pulserende larm fra en fest ovenpå dunker tungt igennem lejligheden. Hun får ingen reaktion, når hun kalder på ham, og hun begynder derfor at gå fra rum til rum, til hun pludselig finder ham hængende fra loftet.

Dove bevæger sig hastigt mod udgangen, og da hun åbner døren, står der en mand i præsteuniform med en djævlemaske på.

”Er det her Daves fest,” lyder det med en overraskende lys stemme, og hvad end ildevarslende stemning, som var blevet opbygget indtil da, forsvinder i det øjeblik som dug for solen. Det er præcis den slags kontraster, Bodkin bugner af.

Dove får en ny opgave, da den afdøde var hendes primære kilde til den historie, hun arbejdede på. Nu skal hun i stedet assistere en amerikansk podcaster, som har et samarbejde med den store London-avis, hun arbejder for.

”True crime er ikke journalistik, det er nekrofili,” vrisser hun arrigt og rammer faktisk præcis problemet med langt de fleste værker i denne genre.

Sammen med den joviale amerikanske podcaster Gilbert (Will Forte) og den nidkære assistent Emmy (Robyn Cara), rejser de til den irske by Bodkin. Her forsvandt tre unge i byen i forbindelse med den årlige Samhain-festival for 25 år siden.

Hvad der umiddelbart virker som en ligefrem sag, tager den ene drejning efter den anden, og Bodkin ender som endnu en mesterlig fjer i hatten for Netflix af geniale miniserier.

Trio af grovkornet perfektion

Selv om præmissen umiddelbart kunne lyde som en britisk version af Only Murders in the Building, er udførslen markant anderledes.

For det første er udgangspunktet klart forankret i den undersøgende journalistik fremfor den amerikanske pendants whodunit. Hurtigt står det også klart, at der foregår nogle lyssky ting i den lille pittoreske irske flække.

Dove fanger hurtigt, at noget er off og begynder at skrabe lidt i overfladen for at se, hvad der mon befinder sig under glansbilledet. Tonen bliver aldrig sjældent tonstung alvorlig, og det er til trods for attentatforsøg, masser af mord og hårdkogt kriminalitet.

Det skyldes den karakteristiske britiske humor, der i sin natur har en raffineret grovkornethed, som gør sig rigtig godt i komediesammenhæng.

Kontrasten mellem Doves indædte graverjournalist-attitude, Emmy ukuelige optimisme og Gilberts kærlige retskaffenhed giver nogle gode små konflikter imellem dem.

De tre skuespillere gør det eminent hver især. Siobán Cullen byder ind med en cool hårdhed som en fin modvægt til Will Fortes efterhånden karakteristiske elskværdige almindelige mand.

Robyn Carra er den, som skal formidle den største udvikling, da Emmy bliver formet af de to journalisters forskellige indgangsvinkler til at opklare historien. I stedet for at være et klassisk passivt side-kick, er der hele tiden udvikling at spore.

Tempoet, hvori det bliver udfoldet, er virkelig godt, et kendetegn for hele historiefortællingen i Bodkin. Der bliver dvælet ved lokale kuriositeter som vejbowling, samtidig med at der er et stramt fokus på, hvordan det skal hjælpe med at føre handlingen fremad.

Det er virkelig godt arbejde af serieskaber Jez Scharf og resten af den kreative stab

Sort krimikomedie med thriller-elementer

Ved at sætte Bodkin i grænselandet mellem sort komedie og thriller, bliver lattermusklerne stimuleret lige så flittigt som de små hår i nakken.

Paul Leonard-Morgans underlægningsmusik har en legesyg fornemmelse, som perfekt understreger seriens eklektiske tone.

Men på intet tidspunkt føles det forceret eller påduttet. Den organiske måde, hvorpå begivenhederne bliver udfoldet, er mageløs. Rødderne i den britiske krimitradition mærkes tydeligt, men med et moderne tvist, hvor det føromtalte glimt i øjet kommer i spil.

Det er det kække lille vidende smil, som siger ”Det her, dét bliver et herligt eventyr, vi skal ud på nu”.

Og hvilket eventyr, Bodkin leverer.

Byen er fyldt med flere hemmeligheder end Twin Peaks, der på elegant vis trækker tråde til elementer fra Irlands historie, uden at det bliver som taget ud af en Wikipedia-side.

På den måde er miniserien meget ikke-Netflix'ed i sit udtryk, hvor man sjældent er bleg for at køre den helt store turistbrochure frem, når det gælder billedsiden.

Men som Dove – i øvrigt ikke hendes rigtige navn, men det er en hel historie i sig selv – siger, så er vi her ikke for at sidde og glo på turistfælder.

Det handler om historien om de forsvundne unge for 25 år siden. Hvad er der sket med dem, og hvem ved noget?

Med udgangspunkt i de to spørgsmål, bliver Netflix-serien Bodkin en af de bedste og mest originale krimiserier i år. Det skyldes i høj grad modet til at gå seriøst til den journalistiske gerning og den sømløse vekslen mellem sort komedie og thriller.

I syv veloplagte afsnit formår Bodkin at rive seeren mere rundt, end en typisk serie gør på fem sæsoner. Fortælletempoet er hæsblæsende, selv når det føles adstadigt. Det er en sjælden kunst, som cozy crime-skabere desperat søger at finde formlen for.

Svaret er dog ligetil, bare se Bodkin.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: