Anmeldelse: Moralen står for fald i 'Stella – et liv'

I en tid, hvor det kan føles, som om verden igen står i brand – eller i hvert fald ulmer faretruende – er det værd at se tilbage på historien. For at huske, hvor galt det kan gå.

Det må man sige, at tyske Kilian Riedhof gør i sin både stærke, barske, foruroligende og dybt tankevækkende Stella – et liv, der sætter et ansigt på forestillingen om, at ondskaben ikke har letgenkendelige, sorte, stirrende øjne. Den kan også bo i det ansigt, der kigger uskyldigt tilbage på dig i spejlet.

Slingrekurs

Verden burde ligge åben for Stella. Hun er ung, smuk og fuld af liv. Og så synger hun som en drøm. Sammen med sit jazzband drømmer hun om at slå igennem i USA. Der er bare lige et meget stort problem. Stella befinder sig i Berlin i 1940 – og hun er jøde.

Snart må hun sande, at drømmene er luftkasteller, og at hverdagen er en kamp for overlevelse. Stella forstår hurtigt at udnytte, at hun med sit blonde hår og blå øjne ikke ser jødisk ud, og at hun med sit smukke ydre kan sno sig ind i selv de mest lukkede kredse.

Men det, der starter som en leg med ilden, et vovet dobbeltspil, bliver hurtigt en slingrekurs ned ad en stadigt mere udvisket linje mellem rigtigt og forkert. Og da Gestapo får en klemme på Stella, må hun vælge mellem at blive angiver – og redde dem, hun elsker. Eller nægte, og måske dø – men dog med sin integritet i behold.

Men hvis hun vælger livet, hvilket liv vil det så være? Kan man leve videre med sjælen intakt, når alt det man troede, man stod for, står for fald?

Mens verden eksploderer

Stella – et liv er en stærk påmindelse om, at ingen af os er ufejlbarlige. Ingen af os har et moralsk kompas, der ikke kan slås ud af kurs. Vi kan alle komme under et så stort pres, at vi knækker. Og hvem er vi så?

Det bliver forstærket af den muntre tone i starten af filmen, hvor det værste, der kan ske er, at ens kæreste kysser med en anden, til tonerne af tidens jazz. men pyt, så er der nok en anden. Når fremtiden tegner lys, er det svært at tro på mørket. Og modsat – så snart mørket falder på, er det svært at huske, hvor lyst det hele engang så ud. Og uden lys, intet håb.

I en helt central scene ser vi Stella og hendes venner danse på bordene i en nazists forladte lejlighed, hvor bordet stadig er dækket af resterne fra et forladt festmåltid. Bomberne falder omkring huset og truer med at splintre det kuplede glasloft, men Stella danser bare videre, hujende mod skæbnen og ondskaben. Som en ulv, der hyler mod månen.

Det er på en måde en scene, der siger alt. Både om den situation, Stella og hendes venner befinder sig i, hvor hele verden eksploderer, både omkring dem og inden i dem. Om den desperation, der sniger sig ind under huden og gør det umuligt at tænke længere frem end en uge, en dag, en time.

For hvem ved, hvornår det hele alligevel er slut? Er der overhovedet en fremtid at bekymre sig om? Men også om den eufori, der kan skylle ind over en, når man endelig har sluppet alt, hvad man troede på og holdt fast i. Og den kynisme, der efterfølgende langsomt gør hjertet hårdt og forræderisk.

Offer og bøddel

Paula Beer er fantastisk som Stella. Hele Stellas moralske deroute står og falder med hende – og hun overbeviser hele vejen. Vi skiftevis hepper på Stella, frygter for både hendes liv og hendes beslutninger, foragter hende – mens vi både forstår og alligevel ikke helt forstår, hvorfor hun gør, som hun gør. Det er en voldsom, følelsesmæssig rutsjetur, der også til tider skruer lige rigeligt nok op for de dramatiske kurver og forviklinger.

For den centrale historie er stærk nok i sig selv til at bære filmen. En historie om en kvinde, Stella, der ender som både offer og bøddel. En kvinde, der kunne have været hvem som helst, der bliver placeret i en umulig situation og træffer en række forkerte valg. For hvad ville vi egentlig selv have gjort, hvis vi havde været i Stellas sko?

Tro, men ikke vide

På afstand af begivenhederne er det let at tænke, at ethvert anstændigt menneske da selvfølgelig ville have handlet anderledes. Men kan vi vide det? Måske ville vi også selv have overtrådt grænsen, knust glasset i det moralske kompas og efterfølgende forsøgt at leve med det?

Det er let at fordømme de tusindvis af civile tyskere, der under 2. verdenskrig endte som informanter og medløbere. Men ved at fordømme lukker man øjnene for det, det i virkeligheden er allervigtigst at huske på: Det kan ske igen for helt almindelige mennesker, hvis ikke vi fra tid til anden bliver mindet om historien.

Som vi gør, med Stella – et liv, der er baseret på den virkelige Stella Goldschlags liv og skæbne.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: