Min yndlingsserie: 'The West Wing'

Mit navn er Brian, og jeg er skribent for Vi Elsker Serier.

Her er min yndlingsserie:

Jeg har tilbragt 45 dage i selskab med Josiah Bartlet, den amerikanske præsident fra 1998 til 2006, mens han og hans stab har vandret op og ned ad gangene i Det Hvide Hus og knoklet på for at skabe en bedre verden for Aaron Sorkins amerikanske befolkning i serien The West Wing.

Det er halvanden måned i selskab med stabschefen Leo McGarry og hans næstkommanderende, Josh Lyman. Syv sæsoner med pressechefen CJ Cregg. 156 episoder med kommunikationschefen Toby Ziegler og hans taleskriver, Sam Seaborn, og alle de andre.

Faktisk er det mere, for jeg set serien fra ende til anden syv gange, men jeg er startet flere gange, og jeg har plukket afsnit, fordi jeg liiiige skal se det én gang til Og jeg kommer helt sikkert til at se det hele igen.

Yndlingsserie uden for kategori

For The West Wing, også kendt som Præsidentens Mænd, er min absolutte yndlingsserie på samme måde, som min veninde omtaler Die Hard: Uden for kategori.

Jeg er ikke én af dem, der har svært ved at vælge én serie ud fra mange. Jeg har forbavsende nemt ved det og det til trods for, at serien på ingen måde er perfekt.

Det bliver eksempelvis noget langtrukket i sæson fem, efter Aaron Sorkin forlader serien. Og der er afsnit, som kan føles som en pligt at skulle igennem. Særligt, når det ikke går, som man kunne håbe på.

LÆS OGSÅ: Kendt for 'The West Wing': Hvor god er Aaron Sorkins nye film?

Men netop de mange facetter er med til at vise en verden, hvor der er noget på spil, og hvor det politiske drama faktisk både er spændende, frustrerende og overraskende. Også når det handler om de kedelige dele af den politiske arena. Og for en politik-nørd som mig er det rent guf.

God på alle fronter

The West Wing kan dog mere end bare at please mit politiske interessefelt. For serien er fremragende på flere andre andre punkter. Den er stærk på det cinematografiske, hvor både billeder og farver er gennemtænkte på en helt anden måde, end ”normale” TV-serier gjorde det dengang.

Scenerne er filmet med omtanke, og særligt de mange walk’n’talks er med til at skubbe grænserne for, hvad der er ”normen” for en tv-serie.

Musikken er helt perfekt benytter sig af den nærmest militære subgenre, som Hail to the Chief hører til, til Eagles, Cohen og en helt eventyrligt smuk udgave af James’ Taylors Shed a Little Light, som Aimee Mann vist kun har lavet specifikt til serien. (Hvis nogen ved, hvor jeg kan finde en komplet udgave, så er der flødeboller!)

LÆS OGSÅ: 5 serier om politik

Men mens hun synger, og Amy Gardner siger til Josh, at hun savner ham. Lige der midt på dansegulvet til Rock The Vote-mødet, så bliver jeg helt blød indeni.

Tal med hinanden

For niveauet er måske nok højt over hele linjen, men to ting er sublime: Karaktererne og dialogen. Og de to ting hænger uløseligt sammen.

Det bliver tydeligt allerede fra første afsnit, at der er noget helt særligt under opsejling, da præsident Bartlet, spillet af Martin Sheen, træder ind i et lokale og afbryder en ophedet diskussion mellem staben og repræsentanter fra det kristne højre, med ordene:

“I am the Lord your God. Thou shalt worship no other God before me. Boy. Those where the days, huh?”

LÆS OGSÅ: Nye serier og sæsoner på streamingtjenesterne i februar

Sorkin har tidligere udtalt, at for ham er dialog en form for musikalsk teater. Det skal lyde som musik. Og det gør det ofte også. Han er god til de højtravende og pompøse monologer, som politikere bruger til at tale til folket, men det gennem dialogen, at han skaber personer.

Lad det usagte være sagt

Og gennem det konstante træden tilbage, hvor han lader små bidder af information falde, så vi selv kan fylde tomrummene ud.

Sorkin føler ikke behov for at udpensle de romantiske forbindelser. Det er meget mere effektivt at flette det ind i dialogen tre afsnit senere, at der er foregået noget. For det giver det så meget mere pondus, når der så rent faktisk tages tid til at vise netop de mere banale hverdagsting, der er absolut lige så vigtige, og i The West Wing, lige så spændende som det politiske liv. Til tider vigtigere.

LÆS OGSÅ: Nye serier og sæsoner på Netflix i februar 2021

For der findes situationer, hvor jeg sidder med gåsehud, en klump i halsen og maven og tårer i øjnene. De har intet at gøre med politikken, men de er farvet af, eller får indflydelse på den.

Det kræver, at dem, der skriver dialogen, har styr på deres stumper, og at dem, der leverer dem, ved, hvad de har med at gøre.

Altruisme uden regning

Om det er hønen og ægget, skal jeg lade være usagt, men jeg ELSKER Allison Janney, Bradley Whitford, John Spencer, Martin Sheen, Richard Shiff, Stockard Channing, Rob Lowe og alle de andre, fordi de gør det så fremragende, at de føles som hele mennesker, og ikke bare karakterer, der skal spilles for en løncheck.

Gennem seriens syv sæsoner bliver det politiske system forklaret og vist på mere eller mindre behændig vis, så vi er klædt på at til at forstå, hvad det hele handler om.

Og jo: Det er politikporno for liberalisterne. Kernen af personerne i serien er altruister, og de arbejder ud fra en devise om, at menneskelige værdier er de vigtigste, og det er nemt, når man selv kan finde på budgettet.

LÆS OGSÅ: Nye serier og sæsoner på HBO Nordic i februar 2021

Men de er også drevet af personlige mål, og det er ikke altid, at det virker for dem.

Og når de fejler og viser sig som de uperfekte mennesker de er, så tror jeg lidt mere på, at der findes gode mennesker i politik. At der findes nogen, for hvem et liv på Christiansborg er mere end bare en (temmelig god) løncheck, og at der er nogen, der har en idé om, at stemmer både er valuta og ansvar.

Den følelse kan vi aldrig få for meget af.

Og blandt andet derfor er The West Wing min absolutte yndlingsserie, og helt og aldeles udenfor kategori.

LÆS OGSÅ: 3 gode serier: Månedens serietip på C More

LÆS OGSÅ: Varm hygge eller kolde krimier: 5 nordiske serier til din vinterferie