Serier | Guides

De 10 bedste danske serier på Viaplay

Af
Alexander Jørgensen
27. juni 2023
10 bedste danske serier på Viaplay
Ulrich Thomsen og Lars Ranthe i 'Forhøret' på Viaplay / Foto: Viaplay

Del artikel

Mangler du nogle mørke, barske og ægte serier at se? Så er Viaplay leveringsdygtige. Se de 10 bedste danske serier på Viaplay her.

Viaplay er streamingtjenesten for Norden. Det bevirker, at den godt kan falde lidt mellem to stole. Den er ikke helt lokal eller helt global, men de sidste par år har Viaplay alligevel formået at producere nogle ret gode danske serier, der både rammer specifikke danske emner og tendenser der ses i norden generelt. Med det mener jeg krimi, krimi og mere krimi! (Og lidt dokumentar) Se vores liste over de 10 bedste danske serier på Viaplay her.

1. Riget Exodus
2. Friheden
3. Den som dræber
4. Drømmeren – Karen Blixen bliver til
5. Forhøret
6. En af drengene
7. Elvira
8. All Exclusive
9. Amagermanden
10. Statsministeren - Helle Thorning-Schmidt

1. RIGET Exodus

Det kan godt være, vi skal helt tilbage til 1994 for at finde premieredatoen på den her klassiker af en serie, men den holder altså stadigvæk. Der kom en 3. og afsluttende sæson på serien her i 2022. Du kan læse vores anmeldelse her.

Serien foregår på Rigshospitalet - også kaldet Riget. Umiddelbart følger vi bare nogle helt almindelige læger og patienter, men det går hurtigt op for vores karakterer, at der sker noget mærkeligt på hospitalet. Noget, der ikke kan forklares med lægevidenskabens kolde logik.

Lars von Trier skabte med Riget et af de mest krybende og atmosfæriske gys, vi har set i Danmark. Hvis du ikke i forvejen havde hospitalsskræk, får du det i hvert fald efter, du har set Riget.

2. FRIHEDEN

Friheden er en dramakomedieserie med Lars Ranthe og Lene Maria Christensen i hovedrollerne. De udgør mor og far i en helt normal børnefamilie, men da de bliver presset på økonomien, finder de en ret unormal løsning på deres problemer. De tager imod et job fra en lyssky bagmand fra deres kriminelle fortid, alt sammen for børnenes og familiens skyld, selvfølgelig.

I takt med at deres kriminelle foretagen udvikler sig, bliver det sværere og sværere at opretholde den beskedne facade. Det bliver sværere og svære at se, om det de gør, rent faktisk er for familiens bedste, eller bare for deres eget bedste.

3. DEN SOM DRÆBER – FANGET AF MØRKET

Her er en bundsolid krimi, som vi efterhånden er ret kendte for at lave dem i Norden. Vi følger efterforskeren Louise Bergstein (Natalie Madueño), som er trænet i at genkende og analysere seriemordere. Over tre sæsoner opsporer hun nogle af de mest sadistiske og djævelske forbrydere og med en fjerde sæson i produktion, er der meget at glæde sig til, hvis denne mørke psykologiske krimi er noget for dig. Vi har anmeldt alle sæsonerne her på redaktionen og var ret begejstrede for dem alle. Vores anmelder gav 5 hjerter til sæson 3 og beskrev den som en serie, der dykker ned i ondskaben med et overskud og elegance, der var uventet.

4. DRØMMEREN – KAREN BLIXEN BLIVER TIL

Efter at farmen i Afrika er gået tabt, vender en stærkt deprimeret Karen Blixen (Connie Nielsen) tilbage til familiehuset ved Rungsted Sø. Her må hun finde en ny mening med sit liv. Hun vil være forfatter, men samfundet i 1930'erne har mange barrierer sat op for kvinder, der vil noget anderledes med deres liv.

Serien skildrer smukt den hårde transformation, Karen Blixen gennemgik, for at blive en af Danmarks mest berømte forfattere. Med fantastisk skuespil fra bl.a. Connie Nielsen, Lars Mikkelsen og Joachim Fjelstrup er det helt sikkert en serie, der er værd at se, hvis du er interesseret i Karen Blixen.

5. FORHØRET

En ung kvinde bliver fundet død i sin lejlighed. Politiet mener, det er selvmord, men hendes far kan ikke tro på det og undersøger, gennem en serie af mere eller mindre voldelige forhør, mysteriet bag datterens død. Serien har en perlerække af danske skuespillere og en stramt skrevet historie, der hele tiden holder spændingen.

Hvis du mangler en solid selvtægtsthriller af en kaliber der sjældent ses i Danmark, så giv Forhøret en chance. Hvis du stadig er lidt i tvivl, kan du læse vores anmeldelser af sæson 1, sæson 2 og sæson 3.

6. EN AF DRENGENE

En af drengene er en moderne queer coming of age-historie. Vi var svært begejstrede for serien på redaktionen, og vores anmelder mente, at serien skulle direkte på pensumlisten i de store klasser.

Lau (Jonathan Meinert Pedersen) skal med drengene fra sin klasse på en rigtig ”mandetur”. Problemet er bare, at han ikke passer ind i de traditionelle kønsroller. Det ser ud til at blive en kedelig eller værste fald traumatiserende tur for Lau, indtil han spotter den nye dreng, Aksel (Jacob Spang Olsen). Aksel er også anderledes. Han bliver en partner, som Lau kan udforske sit forhold til kønsroller med.

Det er en smuk historie, der minder teenagere om, at det er ok at være anderledes. En morale, som alle en gang imellem har brug for at blive mindet om.

7. ELVIRA

Her er en lidt anderledes krimiserie, end vi er vant til. Vi følger Elvira, der arbejder som receptionist på et bordel. Da en af sexarbejderne på bordellet, Candy, en dag forsvinder, påtager Elvira sig jobbet som detektiv. Et job, der ikke bliver mindre svært pga. de svenske kriminelle, som kommer efter bordellet for penge, Candy skylder dem.

Det kunne måske lyde ret sørgeligt og dystert, og serien skildrer da også de skæbner, der ofte bliver overset af samfundet, men serien er drevet af karakterernes kærlighed til hinanden og har en sød og til tider absurd og morsom tone.

8. ALL EXCLUSIVE

All Exclusive er nok først og fremmest en dokumentarserie af Casper Christensen, med Casper Christensen og om Casper Christensen. Han gennemfører en række interviews med kendte danskere som Iben Hjejle, Thomas Helmig og Helle Thorning-Schmidt, alt sammen med lidt sparring fra Mikael Bertelsen. Det er måske ikke et nyt take på samtaleprogrammer, men det er nu ret underholdende, på den der helt specielle måde, som kun Casper Christensen kan være det.

Se det, hvis du er vild med Casper Christensen og Mikael Bertelsens absurde humor, eller hvis du gerne vil lære noget nyt om en af de kendte, de har med.

9. AMAGERMANDEN

Marcel Lychau Hansen, også kendt som Amagermanden, er en af Danmarks mest bestialske forbrydere. Han blev i 2011 dømt til fængsel på livstid for to mord og seks voldtægter, men stod han bag flere forbrydelser? Det undersøger journalisten, Sebastian Richelsen over tre afsnit i denne dokumentarserie.

Sebastian er selv fra området, hvor nogle af forbrydelserne blev begået, og hans interviews viser et lokalsamfund, der er skræmt og lamslået over, at disse forfærdelige forbrydelser kunne ske i deres nabolag.

Serien stiller skarpt på en række uopklarede mord og tager os med helt tæt på efterforskningsarbejdet, idet journalisten undersøger sagerne igen og holder dem op mod Amagermandens profil.

10. STATSMINISTEREN - Helle Thorning-Schmidt

Serien følger Helle Thorning-Schmidts rejse til de højeste politiske tinder. Den viser de knubs, man får med på vejen op, og at der nok er lidt flere knubs til en kvindelig kandidat. Det var i hvert fald tilfældet med Helle Thorning-Schmidt.

Igennem to afsnit får vi vist rejsen fra hendes side, dermed er det ikke en objektiv beretning, men en vildt spændende subjektiv skildring af begivenhederne.

Vores anmelder, Maria Månson, gav serien 5 ud af 6 hjerter og kalder serien: ”et feministisk portræt af kvinder i politik” og ”et partsindlæg, et fremragende ét”. Læs hele anmeldelsen her.

Del artikel

Læs mere omViaplay

Andre Serier | Guides